Nathalie zu Sayn-Wittgenstein, Anne van Olst, Andreas Helgstrand, Lisbet Seierskilde, Lone Jørgensen, Anne Troensegaard og Sidsel Johansen udgør dressurbruttotruppen til OL i London i 2012.
Af Maria Evald
Syv dressurryttere står på bruttolisten til OL. Kun tre af dem og muligvis en reserve ender med at skulle afsted til London og ride for Danmark. Hvem det bliver, afgøres den 6. juli 2012 umiddelbart efter holdkonkurrencen ved det internationale CHIO-stævne i Aachen.
Dansk Ride Forbund har netop offentliggjort navnene på de syv danske dressurryttere, der udgør bruttotruppen. De er de tidligere olympiske bronzevindere Nathalie zu Sayn-Wittgenstein, Anne van Olst og Andreas Helgstrand. Listen tæller også danmarksmester Lisbet Seierskilde, Lone Jørgensen, Anne Troensegaard og Sidsel Johansen. Sidstnævnte er ny på bruttoholdet og har for nylig gjort det godt ved World Cup-stævner i Odense og Stockholm.
Kriterier for udtagelse
Landstræner Rudolf Zeilinger kigger på ekvipagens resultater, stabilitet samt hest og rytters individuelle potentiale, når han skal udtage landsholdet.
Ifølge det internationale rideforbund FEI har landstræneren mulighed for at tilføje nye ekvipager til bruttotruppen frem til den 23. marts 2012.
Paraolympiske lege
Også bruttotruppen til de Paralympiske Lege i dressur er blevet udvalgt og består af syv danske handicapryttere:
Annika Lykke Dalskov (grad III), Caroline Cecilie Nielsen (grad II), Henrik Sibbesen (grad IV), Stinna Tange Kaastrup (grad Ib), Line Thorning Jørgensen (grad IV), Liselotte Scharff Rosenhart (grad Ia) og Susanne Jensby Sunesen (grad III).