Landstræner Rudolf Zeilinger og prinsesse Nathalie tror på en dansk medaljechance ved EM i Herning.
Af Maria Evald
– Det er første gang, vi har så stærkt og homogent et hold. Vi har fire topheste, som alle kan være blandt de tre, som skal tælle til holdmedaljen, og så må vi heller ikke glemme, at på ryggen af dem sidder fire mentalt meget stærke ryttere, siger Nathalie zu Sayn-Wittgenstein i en pressemeddelelse fra european-herning.dk
Også inddividuelle medaljechancer
Samtidig vurderer Nathalie, at der på holdet er tre ekvipager, som på en god dag kunne være med i den individuelle medaljekamp i specialen og i küren, der afvikles fredag den 23. og søndag den 25. august.
Digbys sidste mesterskab
For Nathalie personligt bliver EM i Herning også en lidt bittersød oplevelse. Siden 2006 har hun og Digby været med på det danske landshold. En OL-bronzemedalje i Hongkong, en andenplads i World Cup-finalen i Leipzig og et utal af sejre og topplaceringer i internationale Grand Prix-klasser, er nogle af de resultater den brune vallak har været med til at give Danmark. Med sine nu 16 år skal Digby til at geare ned. Derfor bliver EM i Herning Digbys sidste mesterskab for Danmark. Nathalie har besluttet at pensionere ham fra landsholdet, mens han stadig er på toppen. Det bliver dog ikke et endegyldigt farvel til Digby. Digby elsker at arbejde, så Nathalie har besluttet, at næste sæson bliver deres sidste i international topsport, står der envidere i pressemeddelelsen fra european-herning.dk.
EM-holdkonkurrencen afgøres i MCH Arena Herning onsdag den 21. og torsdag den 22. august.
Læs mere her.