Både en fynsk og en sjællandsk rideklub er den kommende weekend vært for en kvalifikation af Dressurens Venner Cup. Hos Ringsted Sports Rideklub (RSR4) har 8 hold meldt til start, og det samme er gældende hos Allerupgaard Rideklub (AGR). Begge steder skydes turneringen i gang lørdag eftermiddag. Vinderholdene kvalificerer sig direkte til finalen den 8. - 11. september hos Herning Rideklub.
Cuppen er en holdsport
Det er første gang, Ringsted Sports Rideklub afholder en kvalifikation af Dressurens Venner Cup, og i klubben glæder de sig til lørdagens Cup:
"Ridning er en meget individuel sport, men Dressurens Venner Cup er en holdkonkurrence, og det styrker sammenholdet i klubberne. Vi har 8 tilmeldte hold, hvilket er mere end vi havde regnet med, så vi er glade og glæder os meget. Vi stiller selv med et hold i konkurrencen, og det bliver spændende at følge dem," siger Brit Korsgaard Beck fra stævneudvalget i Ringsted Sports Rideklub.
Rytterne glæder sig
Også hos Allerupgaard Rideklub ser de frem til at afholde Dressurens Venner Cup.
"Vi synes, det er rigtig godt med sådan en klubholdturnering, og vi er glade for at så mange hold har meldt til. Det er selvfølgelig mest fynske hold, der er til start, men der er også et enkelt hold fra Jylland. Som jeg kan se det på holdlisterne, så er det ryttere, der til dagligt rider i klubben, der er med på holdet, og man har ikke været ude at hente ryttere fra andre klubber. Netop fordi niveauet ikke er højere, er det muligt for klubben at samle et helt hold eller måske flere. Vi kan også mærke, at rytterne går vældig op i det. De snakker meget om det, og de glæder sig rigtig meget," siger Grethe Eriksen, Næstformand i Allerupgaard Rideklub.