< Tilbage

Herning Rideklub vinder sidste 6. kvalifikation af Dressurens Venner Cup23-08-2016 - 19:41

Ikke mindre end 13 hold var til start i den 6. og sidste kvalifikation af Dressurens Venner Cup, som blev afholdt af Viborg rideklub (VIR) i weekenden. Holdet fra Herning Rideklub (HER) fik det bedste resultat og vandt kvalifikationen, og dermed er holdet videre til finalen 8. - 11. september på hjemmebane., idet Herning Rideklub er vært for finalen.

Sejr til holdet fra HER

15 hold var tilmeldt kvalifikationen til at starte med, men et hold fra Sønderjylland trak sig inden stævnet, og lørdag morgen måtte endnu et hold trække sig, da to af deres ryttere desværre ikke var startberettigede. Så i alt 13 hold dystede, og stemningen var god. Intet var afgjort før allersidste rytter havde redet, så der var spænding til det sidste. Det blev dog Herning Rideklub (HER), der løb med den samlede sejr i den sidste kvalifikation. Holdet bestod af Sophia Øster Kristensen og Funky Stuff C (72.931%), Mathilde Andersen og Allyouseiz Firfod (69.310%),

Cathrine Brunsgaard Jacobsen og Samantha-Sølyst (67.241%) og Mia Lee og Lykkehøjs Dream of Dornik (udgik). Vinderholdet sluttede med i alt 209.482%. Andenpladsen gik til Sevel Rideklub med 206.983%, mens Aulum og Omegns Rideklub tog trediepladsen med 206.637%.

"Holdet bestod udelukkende af ryttere fra Stald Magic, og vi var lidt nervøse ved, at der var så mange hold til start og konkurrencen var så hård. Lørdag startede lidt uheldigt for os, da den hest, jeg rider på, trådte op i sig selv og derfor måtte udgå, og så var der max pres på de to ryttere om søndagen. De klarede den dog, og det er super fedt, at vi vandt. Nu skal vi ride finalen på hjemmebane og håber på stor opbakning fra publikum," siger Mia Lee fra vinderholdet.

 

Kilde: DRF: Anne Marie K. Rasmussen

< Tilbage