Det blev Thorup Sportsrideklub, der løb med sejren, da anden kvalifikation af Dressurens Venner Cup blev afviklet hos Allerupgaard Rideklub på Fyn i weekenden. Holdet, der bestod af Bertha Schioldan Lund, Line Marianne Andrup Meier, Signe Brix Christensen og Lisbeth Østergaard, er nu direkte videre til finalen i september i Herning Rideklub. Tredje kvalifikation rides sidst i maj hos Glostrup Rideklub på Sjælland.
Sejr til Thorup Sportsrideklub
Som sagt blev det til sejr og finaleplads til holdet fra Thorup Sportsrideklub, da anden kvalifikation af den populære klubturnering blev afviklet på Fyn i weekenden. Bertha Schioldan Lund på Waikiki (73.276 %), Line Marianne Andrup Meier på Sabine Høm (72.759 %), Signe Brix Christensen på Superman (71,034%) og Lisbeth Østergaard på Uniqhors Delux (68,103%) udgjorde vinderholdet, der opnåede samlet 217.069 %. Andenpladsen gik til Nørre Åby 1 med 213,794 %, mens Nørre Åby 2 tog tredjepladsen med 209.828 %.
”Det giver et enormt sammenhold i klubben at være med til sådan en turnering. Dressur er en meget individuel sport, så det betyder meget, at man kan heppe på hinanden. Og det gælder ikke kun os, der rider, men også vores klubkammerater, der kommer og bakker op om holdet. Nu hvor vi er sikre på at være videre til finalen, har flere fra vores klub snakket om at tage til Herning og starte den weekend, hvor finalen finder sted, så de samtidig med kan heppe på vores klubhold. Det bliver meget festligt. Til sidst vil jeg også gerne lige benytte lejligheden til rose Allerupgaard Rideklub for et super fint arrangement. Deres stævner er altid rigtig gode, og der er styr på tingene,” siger Signe Brix Christensen fra Thorup Sportsrideklub.
Om Dressurens Venner Cup
Dressurens Venner Cup er en danmarksturnering i dressur for klubhold sponsoreret af Dressurens Venner i samarbejde med Ingdam's. Cuppen afvikles over seks kvalifikationsrunder fordelt over landet samt en finale. Der er to kvalifikationer på Sjælland, en på Fyn og tre i Jylland. Finalen afvikles i september i Herning. De seks kvalifikationer afvikles over en dag, og rides i LA2, mens finalen afvikles over to dage. Ved finalen rider to af holdets rytter LA2 og to ryttere rider LA5.