< Tilbage

ERSK og RISK videre til finalen i Dressurens Venner Cup18-06-2018 - 17:21

I weekenden blev der afviklet kvalifikation af Dressurens Venner Cup i Blåvandshuk Rideklub (BRIK) og Ringsted Sports Rideklub (RSR4). I Ringsted gik sejren til Ertebjerggaard Sports Rideklub (ERSK) og i Blåvandshuk vandt Riisgaard Sportsrideklub (RISK). Begge hold er nu videre til finalen i september. Næste kvalifikation er den 30. juni - 1. juli hos Frederiksværk Rideklub.

Plads til alle i klubturneringen
To hold var til start i Ringsted Sports Rideklub, og her var Ertebjerggaard Sports Rideklub bedst ridende og vandt kvalifikationen. På holdet var Nadja Aaboe Sloth med Favour Gersdorf, Bianca Lunn Hvolbøll med Netstutteriets Smirnoff, Jannie Surrow Hedegaard med Stald-Majbøl’s Sungard samt Tina Damgaard og Day-Lights Joker.

 

”Det var en fantastisk bane vi red på og nogle flotte omgivelser. Der var virkelig gjort meget ud af det, og så var det jo nogle rigtig flotte sponsorgaver og rosetter. Vi er selvfølgelig alle sammen glade for at være gået videre, og sådan en cup er en super mulighed for at få de yngre heste med i byen. Vores heste var ret unge, men på selve holdet spænder rytterne fra 20erne til 51 år, og det er jo så fint, at der er plads til sådan en bredde i en holdkonkurrence. Det er første gang, jeg deltager i Dressurens Venner Cup, men det er bestemt ikke sidste gang,” siger en glad Tina Damgaard fra vinderholdet.

 

I Blåvandshuk Rideklub var der tre hold til start og sejren gik til Riisgaard Sportsrideklub. Holdet bestod af Camilla Laurtizen og Lucky Light, Sissel Jakobsen og Gørklintgårds Samuie, Nina Broders og D’Asti samt Sasja Aafjes og Gørklintgårds Sorbet. Holdet fra de Forenede Gård Klubber (DFGK) red sig ind på en andenplads.

 

Kilde: DRF Anne Marie K. Rasmussen

 

< Tilbage