Af Jytte Lemkow

Hold da op, sikken en Kürfinale i Rotterdam lørdag for de 15 bedste af de oprindelige 69 deltagere. Har man set bedre dressur før? Har man set hele fire par med så stor tydelighed demonstrere, hvad dressursport i bund og grund går ud på? Gennem årelangt arbejde at træne sin hest så den med den største lethed, med fysisk overskud, med selvtillid og med en ganske let tøjleforbindelse i en utvungen holdning, kan udføre selv de sværeste øvelser i de sværeste kombinationer. At den er blevet så lydig og ridelig, at det er muligt at følge den valgte musik på sekundet.

Det var ren nydelse, og det gav gåsehund og åndenød hos mange kendere. Og bland de fire bedste var danske Cathrine Dufour og nu 16-årige Atterupgaards Cassidy. Desværre genvandt de ikke deres bronzemedalje fra Grand Prix Special'en. De tabte den ikke, de vandt fjerdepladsen med bravour med hele 87,771%. Et resultat, der for bare et par år siden, ville have været en drøm. Et resultat som er absolut verdensklasse. To dommere, heriblandt danske Susanne Borup, så ekvipagen på en tredjeplads, men de er syv om buddet, og det er jo det samlede resultat, der tæller.

Da Reiner Klimke blev verdensmester i Købehavn så langt tilbage som i 1974, kom han efterfølgende op på pressetribunen og sagde de berømte ord: ”mere er ikke muligt”, og dem kunne Cathrine gøre til sine. Med fuld koncentration hos både hest og rytter og med en selvtillid, der udstrålede ”her kommer vi!”, absolverede de deres svære kür, accentueret, udtryksfuldt, med første piaffe som ikke er set bedre, og med klassens mest ubesværede changementer, snorlige og op ad bakke. Var disse dog bare blevet honoreret efter fortjeneste. Som den eneste i feltet vovede Cathrine den svære kombination på et knækket spor at indlede med flotte changementer for hvert andet galopspring, for direkte at gå over til changementer for hvert. Inden havde de også leveret 21 flotte ettere. Der blev også indlagt pirouetter i piaffe, som næsten alle havde med i deres koreografier. Kun passagen som fra siden er flot og udtryksfuld, er lidt balancerende set for- eller bagfra, og det kan næppe rettes mere. Men Bohemian står hjemme i stalden – bare vent!

Dagens helt store overraskelse var den kun 33-årige tyske Jessica von Bredow-Werndl, som kunne takke Sönke Rohtenberger for at han i Grand Prix Special havde redet langt under standard. Det banede nemlig vejen for Jessica, da kun tre ryttere fra hvert land må ride Küren, og hun udnyttede fuldt ud sin chance. Den 12 årige trakehnerhoppe Dalera BB er ikke noget glansbillede af en hest, selvom er hun yndig og sidder anderledes, men lige så smukt som Cathrine og senere Dorothee Schneider. Og til ”ung musik” fra La La Land red hun en Kür, ikke med så snørklet linjeføring, men enkel, super harmonisk, fejlfrit men uden at man tabte næse og mund over kvaliteten af den enkelte øvelse. Men de udstrålede en ro og en selvfølgelighed følgende musikken på sekundet. Kun den afsluttende zig-zag i passage med tre diagonaler og med to flotte præcise piaffer med 12 trin i knækkene mellem diagonalerne var både unik og meget flot udført. Det var ren feel good også hos dommerne, der honorerede dette ridt med 89,107%. Hendes hidtil bedste resultat, og pludselig var baren sat meget højt for de resterende ryttere.

Også når det gælder heste, er der tale om smag og behag. Jeg har sværmet for Bella Rose og dens fantastiske travtraversader og umådelige lethed ved at passagere, piaffere og med største lethed udføre overgangene derimellem. Og også den takt den bibeholder i piaffepirouetterne, som ikke kun er drejninger, men rigtige pirouetter. Og det gør jeg stadig. Men når jeg ser Dorothee Schneider komme ind på den store 13-årige Showtime, en rundere og mere lukkede hest, måske også mere fjedrende i sin trav, og bedre eftergiven i nakken med en skummende og lukket mund, så fyldes jeg med velvære og fornemmelsen, at sådan skal en super samlet Grand Prix-hest se ud (samme fornemmelse har jeg også, når jeg ser Atterupgaards Cassidy). Såvel i Grand Prix som i Grand Prix Special havde Dorothee Schneider pustet Isabell Werth i nakken. Kun marginaler havde skilt disse to 50-årige kvinder, der hver på sin vis hører til bland de bedste dressurryttere i verden. Men Dorothee Schneider kan ikke tilnærmelsesvis udvise den samme medaljehøst og berømmelse som Isabell.

Sidstnævnte var først på banen af de to og viste sin velkendte svære Kür med pragtfuld klassisk musik (hvis man er til det) i en moderne udførsel. Der blev både indledt og næsten afsluttet med en piroutte i piaffe, deres speciale, medens hun for én hånd red passage inden den afsluttende parade. Isabell red med fuld risiko i de øgede gangarter og leverede lidt anstrengte men mange fejlfrie changementer. Men pudsigt nok red hun som sædvanligt kun 1,5 galoppirouetter og ikke dobbelte. Et supert ridt bortset fra den samlede skridt, som faretruende nærmede sig pas og derfor ikke havde fortjent mere end 4. Den fik samlet 6,8, Men stadig mangler der lidt rundhed i hesten krop, at den sætter sig bedre og forlægger mere vægt på bagbenene.

Dorothee Schneider red og satsede alt, hvad hun har lært på en hest, der så ud til at blive redet i en sytråd, og Showtime viste sig fra sin allerbedste side og viste alle tegn på at spille med. Dens trav er imponerende, dens skridt var måske klassens bedste og deres svært anlagte Kür lykkedes på nær en lille skønhedfejl i de 17 changementer for hvert galopspring på buet spor. Hendes speciale er fra samlet skridt at lave en drejning i piaffe for direkte at ride ud i fri skridt. Som en af de få lavede hun også en såkaldt vifte, en drejning i piaffe først til den ene og så til den anden side, men mistede lidt af energien og takten. Stor var spændingen omkring vurderingen af dette smukke ridt, Isabell Werth havde opnået hele 90,875%, og Dorothee Schneider fik 90,561%. Det var igen en sølvmedalje, den tredje, men denne gang kun 0,314% efter Bella Rose. Havde det ikke lige været for dommernes generøse karakterer for dennes samlede skridt, så kunne resultatet måske have været omvendt, og så havde der været skabt virkelig sensation.

Tre tyske kvinder på medaljepodiet. Alle vidste på forhånd, at de var stærke, meget stærke, men lidt held skal der også til, og det var for deres massive medaljehøst måske Charlotte Dujardins diskvalifikation.

Men Danmark havde jo to ryttere i finalen og endda blandt de otte bedste. Daniel Bachmann Andersen og Blue Hors Zack indledte den eksklusive anden halvdel af klassen med sin som sædvanligt svært anlagte Kür, hvor hingsten kan brillerer med sine smukke grundgangarter, og som langt hen ad vejen lykkedes med flotte øgninger, fine passager og flotte galoppirouetter.

Men der manglede lidt energi i piafferne og præcision i overgange til passage, og så indløb der en reel fejl i changementerne for hver galopspring, som dog blev gentaget fejlfrit på den såkaldte ”jokerlinje”. Sammenlignet med de fire stærke kvinder i toppen, så var Daniel ikke så diskret i sin hjælpegivning som de, og hingstens næsten konstante slåen med halen begrænser også den harmoniske oplevelse. Ja, det er småting, der skiller toprytterne, men en syvendeplads og 83,711% var jo stadig et flot resultat, og danskerne kan drage stolte og tilfredse hjem fra Rotterdam.

Hollandske Edward Gal, hjemmehelten, den tredobbelte verdensmester på Totilas fra 2010 og en tryllekunstner til hest, leverede på Blue Hors Zack-sønnen Glock’s Zonick en spektakulær og svær Kür, som med 84,27% lige netop placerede den foran sin far. Det er stadig piaffernes korrekthed og regelmæssigheden i visse passagedele, der er årsag til, at Edward Gal ikke er med helt i toppen. Men et flot resultat for dansk hesteavl og Blue Hors at have to heste, to kårede hingste, med blandt Europas syv højeste placerede ved EM i Rotterdam 2019.

Grundet sygdom har Jytte Lemkow været forhindret i at rejse til Rotterdam som først planlagt. Klummen her er derfor skrevet på baggrund af, hvad FEI.TV har vist.