Da World Cup-dressuren i 1985/86 blev introduceret som noget helt nyt i det internationale udbud af klasser og mesterskaber, var det for at gøre ridning til selvvalgt musik “stuerent” og for at samle verdens bedste dressurryttere i en konkurrenceform, som blev så højt doseret, at man håbede på, at de allerbedste ville deltage.

Bedømmelsesgrundlaget var dengang relativt diffust og har siden gennemgået en del forandringer til det bedre. Halvdelen af det fremkomne slutresultat består som bekendt af den tekniske del, hvor de fastlagte øvelser bedømmes som sædvanligt. Den anden halvdel, den kunstneriske del, består derimod kun af fem elementer:

1. Takt, energi og elasticitet (spændstighed).
2. Harmoni mellem hest og rytter.
3. Koreografi. Udnyttelse af banen. Opfindsomhed.
4. Sværhedsgrad. Veldisponerede chancer/risici.
5. Valg af musik. Udnyttelse og fortolkning af musikken.

Da disse elementer (bortset fra sværhedsgraden, som nu delvist udregnes elektronisk) er overladt til dommenres smag og frie dømmekraft, er de årsagen til, at rytterne altid får væsentligt højere karaktersum i en Kür end i et traditionelt program. Hos de gode ryttere uddeles der rundhåndet 9- og 10-taller i den kunstneriske del, hvilket trods alt ikke sker i samme omfang for de bundne øvelser og gangarter.

Man kvalificerede sig i forskellige geografiske grupper, og det gør man stadig, helt præcist i fire: Den vesteuropæiske, der må sende de ni bedste til finalen ud af det samlede felt på 16. Den østeuropæiske, der må sende to. Den nordamerikanske, der ligeledes må sende to, og den asiatiske/pacifiske, der må sende én. Derudover må den organisation, der afholder finalerne, uddele to greencards til ryttere, der ikke har kvalificeret sig. I princippet må der kun starte tre fra et og samme land. Den regerende vinder er automatisk startberettiget til den følgende finale. Vedkommende skal dog i den indeværende sæson have startet ved to kvalifikationsstævner på den hest, der skal rides i finalen.

World Cup-dressuren har i højeste grad banet vej for dressur til musik på snart alle niveauer og til alle mesterskaber – både olympiske, verdens-, europæiske og nationale mesterskaber. Trods megen skepsis i starten har den omstændighed, at rytterne selv skal komponere deres program med nøje fastlagte øvelser og gangarter, og selv vælger musik, der både passer til deres smag og hesten som type, som passer til den enkelte gangart, den enkelte øvelse og det enkelte tempo, reelt set givet dressusporten et gevaldigt skub fremad.

Men målet om, at verdenseliten – og det er reelt den vesteuropæsike og nordamerikanske gruppe – vægter World Cup-konkurrencerne lige så højt som de officielle mesterskaber, er aldrig blevet nået. Mange af de absolutte topryttere slutter ikke op om denne konkurrenceform trods meget store præmier, Men heldigvis er der altid nogle, der gør det, så finalerne både bliver et bud på dressursportens forskelligartede kvalitet på verdensplan og en kamp mellem nogle få af de allerbedste.