SE GALLERIET VED AT TRYKKE PÅ BILLEDERNE HEROVER.

Af Jytte Lemkow

Hvorfor rides der i de svære dressurprogrammer med “kjole” og oprindeligt med høj hat?

Det er et spørgsmål, som måske især de unge dressurryttere stiller, for hvem denne påklædning og dens oprindelse er fjernt fra deres hverdag.

For at få svar på, hvorfor man oprindeligt er begyndt at ride med kjole og stadig gør det, skal vi nok tilbage til dengang, det internationale rideforbund FEI blev grundlagt i 1921 – ja, endda langt tidligere.

Selvom hestesport oprindeligt var eneste disciplin ved de antikke olympiske lege, som startede tilbage i Grækenland i år 776 før Kristus, var ridesporten ikke med, da de olympiske lege i 1896 genopstod i en moderne form takket være schweizeren Pierre de Goubertin. Ridesporten kom først med i 1912, hvor legene fandt sted i Stockholm.

Konkurrencerne i ridesport var med nogenlunde den samme struktur, som vi kender i dag: springning, military og dressur, som oprindeligt udsprang fra den beredne del af militæret – kavaleriet, som ved århundredeskiftet 1899-1900 var af en betydelig størrelse og vigtighed i den civiliserede del af verden. Dens officerer ville gerne måle deres kunnen og færdigheder med andre ligesindede i ind- og udland, og dermed opstod der ridekonkurrencer både nationalt og internationalt, som i begyndelsen kun havde et meget begrænset regelsæt.

Forsøget på at finde ridekjolens indførsel i dressurkonkurrencer og hvorfor man netop red i kjole, har blandt andet ført til en forespørgsel over flere år hos FEI med ønsket om at få teksten på påklædningsreglerne i FEI’s første reglement fra 1921, men dette har desværre været forgæves. De har ikke de tidlige reglementer, i hvert tilfælde ikke tilgængelige, og det dokumentationscenter, der er knyttet til den endnu eksisterende kavaleri-skole i Saumur i Frankrig, hvor et sådant reglement kunne findes, er midlertidigt lukket. FEI gav imidlertid udtryk for, at konkurrencerne inden Anden Verdenskrig, altså frem til 1939, jo udelukkende var for militærpersoner, så derfor var påklædningsreglerne ikke nødvendige.

At kun militærpersoner måtte starte i f.eks. de moderne olympiske lege, er en vildfarelse, som mange deler. Langt de fleste deltagere, også i dressurklasserne, var militærpersoner, men civile ryttere var ikke udelukkede. Til gengæld var samtlige discipliner (springning, military og dressur) kun for mænd. Kvinderne fik først lov til at komme med for dressurens vedkommende i 1952, springning i 1956 og military i 1964.

Ved OL i Antwerpen i 1920 blev den civile franskmand M. Esnault-Peltière fx nr. 9 på hesten Saint Jamens. Ved OL i Paris i 1924 var guldmedaljevinderen den pensionerede svenske general Ernst von Linder på Picolomini (og han red i civilt), og ved OL i Amsterdam i 1928 blev guldvinderen af den olympiske dressurkonkurrence en civil person, den legendariske Carl-Friderich Freiherr v. Langen på Draufgänger fra Tyskland. Bronzemedaljen tilfaldt den ligeledes civile rytter Ragnar Olsen på Günstling fra Sverige.

I mangel på FEI’s første “dresscode”, så har Tysklands, og måske verdens førende hippolog mellem de to verdenskrige, og manden som også reddede resterne af den tyske hesteavl efter Anden Verdenskrig, Gustav Rau, i to bøger nøje beskrevet de olympiske ridediscipliner fra 1912 til og med 1936 og også omtalt påklædningskravene.

For dressurkonkurrencernes vedkommende lød de i 1912 således:

Officerer: Uniform uden våben.

Øvrige deltagere/civile: Ridetøj med høj hat eller rød lang ridejakke.

Ved OL i Antwerpen i 1920 var påklædningsreglerne mere specifikke.

Officerer: Daglig tjenesteuniform. 

Herre/civile: Lang klubridejakke eller en mørk ridejakke, hvide ridebukser og høj hat.

Ved OL i Paris i 1924 og i Amsterdam i 1928 var påklædingsreglerne stort set stadig de samme, kun er der ved disse to begivenheder tilføjet, at det foruden høj hat var tilladt at ride med ridehjelm i hvert tilfælde i dressurklasserne til military. I 1928 nævnes “kjole” også for første gang i reglementet, hvilket de to førnævnte civile ryttere, der vandt henholdsvis guld og bronze, også bar. Så langt går påbuddet eller tilvalget om kjole altså tilbage.

I det første af FEI’s ridereglementer, som jeg er i besiddelse af fra 1963, og som med stor sandsynlighed har været enslydende med tidligere reglementer efter Anden Verdenskrig, lyder påklædningsreglerne som følger:

Civilie: Sort ridejakke og sorte ridebukser eller mørk “kjole” med hvide ridebukser, høj hat og plastron. 

Militærpersoner: Daglig tjenesteuniform.

Nu var militær deltagelse altså reduceret til en bisætning. Men man så jævnligt uniformerede ryttere, især de elegante franske sortklædte ryttere fra Cadre Noir helt op igennem 1980’erne. De sidste uniformerede ryttere, der har optrådt på den internationale dressurscene, var kvinder – ja, som tiderne dog skifter!

I dag er FEI’s påklædningsregler langt mere komplicerede, da man med alle midler forsøger at gøre dressursporten mere populær og mener, at en mere spraglet “dresscode” er en af vejene:

Civile: En sort eller mørkeblå kjole eller jakke, eller andre mørke farver, som falder indenfor den internationale HVS-farveskala. Farver som har “V-værdi”, der er mindre en 32 % ifølge HVS-modellen, kan eventuelt godkendes ved forespørgsel hos FEI. Kontrastfarver og rouleauer/snorekantning er tilladt.

Ridebukser: Hvide eller off white.

Plastron eller slips: Hvid eller off white eller samme farve som kjolen/jakken. Samme krav gælder også for handskerne.

Ridestøvler: Sorte eller samme farve som kjolen/jakken.

Endnu i 2020 er det valgfrit, om man vil ride med den traditionelle høje hat eller man vælger den sikkerhedshjelm, som til manges beklagelse bliver obligatorisk fra 2021.

Ridekjolen var – og “kjole og hvidt” er – en udpræget herrebeklædning. Sidstnævnte er den ultimative festdragt for civile mænd i dag. Dens oprindelse med den nuværende form med “cut”, dvs. at jakke/frakkeskøderne er skåret fri over maven, daterer sig ca. til omkring århundredeskiftet 1799-1800. Begge har de revers som krave og er dobbeltradet. Dvs. at der er to rækker knapper. Ridekjolen lukkes forskudt for midten, medens herrekjolen ikke lukkes sammen. Inde under sidstnævnte bæres en hvid piquévest, hvis formål især er at dække overgangen mellem bukser og skjorte. Bukserne skal gå op til taljen og for at holde dem oppe – hvis nødvendigt – bæres der seler.

Oprindeligt bar man også en gul vest under ridekjolen, sikkert stammende fra den gule vest som jagtrytterne engang bar under deres røde jakker/kjoler. Men det var for varmt, og man erstattede den med en attrap – de to spidser, der sidder foran på ridekjolen og hvis formål også var og burde være at skjule den grimme overgang mellem bukser og skjorte.

Da ridesporten er den eneste olympiske sportsdisciplin, hvor mænd og kvinder konkurrerer mod hinanden på helt lige fod, har det været naturligt, at da kvinderne gik fra at ride i damesadel til at sidde overskrævs på hestene, at de så også klædte sig som mændene. Og det gør de jo stadig. Tidligere red mange kvinder i damesadel og deltog endda i store springkonkurrencer på denne elegante, men gammeldags og svære måde at ride på. Ridning i damesadel er for øvrigt stadig en populær konkurrencesport i England, hvor den korrekte traditionelle påklædning tillægges stor værdi. Men det er jo en helt anden historie.

Til dem, der gerne vil ændre påklædningsreglerne radikalt – ja faktisk nedlægge dem, som nogle unge ryttere plæderede for ved et symposium om dressursportens fremtid i anledning af World Cup-kvalifikationen i februar i Göteborg, så tænk lige på følgende: Mange kvindelige ryttere har temmelig kraftige lår og for at camouflere dem, er kjolen meget hensigtsmæssig. Men – og det er meget vigtigere – i dressursporten er det visuelt hesten, der bedømmes og ikke rytteren. Det er dens fremtoning, dens bevægelser og dens holdning, som selvfølgelig er affødt af rytternes indvirkning, som øvelse for øvelse værdisættes.

Min indstilling, som min alder og min baggrund taget i betragtning, naturligvis er konservativ, er: Jo mere naturlig hesten får lov at fremstå (læs: jo mindre glimmer og tingel-tangel, den er udstyret med), og jo mere diskret rytteren er klædt, jo mere kan man visuelt uforstyrret nyde synet af det pragtfulde dyr, hesten er, og beundre, hvad mennesket kan få den til. Og jeg ved, at jeg ikke står alene med denne opfattelse. Jeg er dog ikke mere konservativ, end at jeg synes, at mange ryttere har moderniseret deres påklædning på en smuk og diskret måde – men ikke alle. Dressursporten er stadig en sportsdisciplin, og må aldrig blive et cirkus!