Jytte Lemkow skriver om DM i dressur 2020.
Tekst og fotos af Jytte Lemkow
OBS: Klik på billederne for at forstørre dem.
De unge dressurryttere havde også deres danske mesterskab samtidigt med seniorernes i det nordjyske. De havde næsten ikke fået armene ned efter deres imponerende indsat ved EM i Budapest i Ungarn, før tre af rytterne fra det bronzevindende hold kunne strække dem i vejret igen. Deres præstationer var så gode, at de sagtens kunne have redet med hos seniorerne.
Da klassen blev præsenteret af Dressurens Venner, var det formanden H.K.H. Prinsesse Benedikte, der overrakte præmierne.
Som berider hos Helgstrand Dressage var Anne-Mette Strandby Hansen på hjemmebane. Den nyslåede europamester i Kür og den stortgående Foco Loco-W var storfavoritter, og de levede til fulde op til denne titel med en svær, vellykket og flot kombineret Kür med imponerende dynamik også i de sværeste øvelser i piaffe og passage. Samlet resultat: 77,377%.
Også Victoria Vallentin var på hjemmebane – næsten, da hun har tilbragt to år hos Helgstrand Dressage. Også hun rider som en professionel og har utallige sejre i bagagen. Med Brooklyn, som er en relativ ny partner, viste hun en flot og øvelsesstærk Kür inklusiv flotte sidetraversader og passager. Samlet resultat: 75,374%.
Josefine Hoffmann, som er hestepasser hos Anna Kasprzak, har snart i en del år med flotte resultater dannet par med Annas hest, den elegante Hønnerups Driver, som nu er blevet 16 år. Med lidt afstand til konkurrenterne, som bl. a. skyldes lidt for fremadgående og moderat udtryksfulde piaffer, blev de nummer tre. Josefine havde også det uheld at ride i øsende regn. Samlet resultat: 72,999%.