< Tilbage

EM for U25: ”Who is next?”15-09-2021 - 16:20

U25-rytternes EM blev også afholdt i Hagen i den forgangne uge.

OBS: Klik på billederne for at forstørre og læse billedteksterne.

 

Af Jytte Lemkow

 

Der er en stor tradition for, at fremtidens seniorryttere har en fortid som Young Rider og siden U25, og i hvert tilfælde er både Nanna Skodborg Merrald og Cathrine Dufour gået den vej. 

 

Det er derfor med stor interesse, at man retter blikket mod U25-rytterne, hvis man vil forsøge at se frem i tiden. Og fordi U25-rytterne også havde deres europamesterskab i Hagen, var der god mulighed for det. 

 

I alt deltog 54 ryttere (hovedsageligt kvinder), 12 hold og 18 nationer. Det er imponerende og dejligt, at der i den elektroniske og motoriserede verden, vi lever i, stadig er så mange unge mennesker, der interesserer sig for heste og for dressur. 

 

Men der var stor spredning, hvad hestemateriale og rytternes kunnen angik. Men glædeligt at lande som ikke kan gøre sig gældende i seniorsporten som fx Ungarn, der blev nr. 7, og Rusland, der blev nr. 8 i holdkonkurrencen, også var til stede. Lidt beskæmmende er det, at Frankrig, som tidligere havde stolte ridetraditioner, hverken hos seniorerne eller hos U25-rytterne slet ikke kan gøre sig gældende. Frankrig, som kun havde tre ryttere med, blev nr. 12 og sidst. 

 

Ikke overraskende kunne man konstatere, at de tyske unge ryttere næsten var i en klasse for sig og lige så dominerende som deres ældre landsmænd. Ja, næsten endnu mere overlegne i forhold til konkurrenterne. De vandt ikke kun holdkonkurrencen med afstand, men også i Grand Prix, som er en særlig udgave for U25-rytterne, besatte de 1.-, 2.-, 4.- og 5.-pladsen. Og i Grand Prix Kür, hvor kun 18 måtte starte og maks. tre fra hver nation, besatte de 1.-, 2.- og 4.-pladsen.

 

Uddannelsessystemet i Tyskland er massivt og velfungerende, og dressursporten har jo en lang og glorværdig historie der – men imponerende er det, at de igen og igen møder op med talentfulde unge ryttere og dejlige heste. 

 

Men i modsætning til hos seniorerne var det fire hollandske ryttere, der blandede sig i medaljekampen og de høje placeringer. De vandt holdsølv, medens Sverige fik bronze og danskerne med meget lille margin blev nr. fire.

 

De unge hollandske rytteres ridning var også anderledes behageligt at se på end seniorernes. Hestene var ikke på hollandsk vis så snævre fortil og ikke så spændte i måden at bevæge sig på.

 

Hvor stærke de tyske unge ryttere er, blev kun 22-årige Semmieke Rothenberger med den yndige 11-årige hoppe Flanell et eksempel på. EM i Hagen var kun deres fjerde start sammen, og hendes første år som U25-rytter. Til gengæld er hun indehaver af ti europamestertitler for ponyer og juniorer. I et felt på 53 ryttere vandt hun den indledende klasse Intermediaire 2 mageligt med 77,941%, som samtidig var holdkonkurrencen (som tyskerne jo også vandt stort). I Grand Prix var det landsmanden Raphael Netz med Elastico, som med 76,308% forviste hende til andenpladsen. I det individuelle mesterskab i Grand Prix Kür var Semmieke Rothenberger igen forrest og vandt med hele 81,955%, hvilket er rekord for U25-rytterne. Det er simpelthen imponerende og svært for konkurrenterne at leve op til. Men Semmieke Rothenberger kommer også fra en sjælden succesfuld ridefamilie – men alligevel. 

 

Såvel i Intermediaire 2 som i Grand Prix blev det Victoria E. Vallentin, der med Brooklyn med en henholdsvis 9.- og 8.-plads hørte til den gruppe af U25-ryttere, der lige så godt kunne starte blandt seniorerne. Så dygtig er hun, så dygtige er de. Mange af de unge ryttere rider på lette elegante heste – og i den sammenligning er Brooklyn lidt mere bastant, men den kan alle sine øvelser, og Victoria E. Vallentin har jo en kæmpe rutine. I Grand Prix Kür lagde de ud med en traversade i passage, videre i passage, derefter en lidt fremadgående piaffe og så fri trav. I den anden piaffe slog Brooklyn sig voldsomt fra efter allerede at have vist modstand én gang tidligere, og Victoria valgte at give op. Ærgerligt, ærgerligt. 

 

Men heldigvis havde Josefine Hoffmann og Hønnerups Driver en super dag. Hønnerups Driver hører i min optik til en af hele stævnets mest elegante og stortgående heste. Dens frie trav og dens galop inkl. den fri, er bare så super og så elegant. Kun skridten såvel den frie som den samlede har tydelige taktproblemer. Også piaffe og passage er, når de vises optimalt, flotte, changementerne ligeså, ja Josefine og Driver kan i princippet det hele, når alt lykkes. De opnåede en flot sjetteplads blandt de 18 ekvipager, der havde kvalificeret sig til Küren med 76,115%, hvilket blev det bedste danske resultat overhovedet. 

 

Kathrine With Petersen startede den kun 8-årige Hjorth’s Rapsody in Blue, en dejlig og smuk fuks, med ungdommelig energi og gåpåmod. Et højdepunkt var bl.a. en yndig fri trav og ubesværede fejlfrie changementer såvel for hvert og hvert andet galopspring. Men den er så ung, så den har endnu ikke færdigudviklet sin kraft i bagparten, så det kneb gevaldigt med at piaffere. Men de har tiden for sig, og det skal blive spændende at følge dem videre. De blev nr. 30 i Intermediaire 2 og 31 i Grand Prix og var derfor ikke med i Kür-finalen. 

 

At både Victoria E. Vallentin og desværre også Emma Skov med Cracker Jack, som opgav i Grand Prixen, fordi hesten blev skræmt, føler sig nødsaget til ikke at gennemføre deres programmer, lægger en dæmper på den samlede vurdering af de unge danske rytteres indsats ved EM i 2021. Bedre held næste gang!

< Tilbage