< Tilbage

Jytte Lemkow stopper som skribent for Dressurens Venner25-10-2023 - 14:56

Jytte Lemkow udgiver i 2023 sin sidste artikel for Dressurens Venner. Siden begyndelsen af 2019 har foreningen haft den fornøjelse at udgive Jyttes skarpe tekster og flotte fotos fra dressurstævner i ind- og udland. Men nu takker Jytte Lemkow, der fyldte 80 år tidligere i år, af for denne gang, og stopper således som skribent for Dressurens Venner, når kalenderen siger 2024.

 

Fra bestyrelsen i Dressurens Venner skal der lyde et kæmpe stort tak for Jyttes store bidrag til vores hjemmeside. Jyttes kloge analyser om topdressuren vil i dén grad blive savnet.

 

Om sit farvel skriver Jytte Lemkow selv følgende:

 

"Jeg takker af.

 

Jeg er blevet 80 år.

 

Mine livsbetingelser har ændret sig markant.

 

Det er nøjagtigt 65 år siden, jeg i Aachen for første gang oplevede dressur på verdensplan og helt blev solgt for den del af ridesporten.

 

Det er 55 år siden, jeg dømte mit første danske seniormesterskab i dressur og har gjort det et utal af gange siden.

 

Det er i år nøjagtigt 50 år siden, navnkundige redaktør for Hippologisk Tidsskrift I.C. Christensen spurgte, om jeg ville skrive hovedsageligt om dressur i bladet.

 

I 25 år var jeg international dressurdommer og dømte i over 30 lande på højt plan, men takkede selv af længe før den pensionsalder, som eksisterede dengang, var nået.

 

Og det er fem år siden, at Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte og jeg indgik en aftale, der gik ud på, at jeg startede med at skrive til Dressurens Venners hjemmeside. Jeg kunne frit vælge de begivenheder i ind- og udland, jeg ville skrive om. Ordet har været frit og jeg har nydt det.

 

Men nu er tiden kommet til at takke af.

 

Tak for ris fra mine læsere, som har gjort mig klogere. Tak for ros, som har glædet og inspireret mig.

 

Jeg vil savne det usigeligt at være en fast del af dressursporten og berette om den i tekst og fotos, men alt har sin tid, og nu er min kommet. 

 

Om en lille gæsteoptræden i ny og næ kan komme på tale, vil jeg ikke udelukke. Det vil kun tiden vise."

< Tilbage