< Tilbage

Jens Trabjerg modtager Lis Hartels Mindepris 202428-05-2024 - 09:38

Under en strålende eftermiddagssol i Vallensbæk forud for DM-finalen i dressur 2024 modtog Jens Trabjerg Lis Hartels Mindepris for sit store engagement og succesfulde arbejde med at få internationale dressurstævner til Danmark.

 

Prisen blev overrakt af H.K.H. Prinsesse Benedikte og Nicole Siesbye-Suhr, som er barnebarn af Lis Hartel. Prinsessen begrundede valget af Jens Trabjerg med rosende ord om at være "indsjælen bag den internationale stævnesucces i Danmark". 

 

Den fulde motivation for valget af Jens Trabjerg kan læses her.

 

Hovedpersonen selv er beæret over at modtage prisen

 

"Jeg blev allerførst overrasket og meget stolt – og alt det, der ligger derimellem. Jeg er meget beæret over at komme med på den liste og have mit navn på sølvplatten sammen med alle de andre navne, der har modtaget prisen før mig," siger Jens Trabjerg.

 

Idéen opstod til en koncert

Jens Trabjergs motivation for at skaffe de store stævner til Danmark har gradvist vokset sig større og større siden 00'erne, hvor det startede først på nationalt plan og senere med mindre internationale springstævner og World Cup i dressur. Og til en koncert med Bruce Springsteen i Herning fik han pludselig en god idé.

 

"Jeg har nok en eller anden latent drift i mig, der gerne vil afvikle de her stævner. Og da jeg så sidder og er til koncert med Bruce Springsteen får jeg tanken: Hold op, et fedt ridestævne, man kan lave herinde!"

 

Herfra begyndte arbejdet med at ansøge om værtsskabet til EM i Herning i 2013, som blev en stor succes. Efterfølgende var der kun én begivenhed, der var større, og det var VM. Men der skulle gå nogen år, før det kunne komme på tale. Det var først i 2019, at man kunne byde på enkelte discipliner, og drømmen om at afvikle VM for alvor kunne få fart. Men så snart FEI gjorde det muligt, gik Jens Trabjerg igen i gang med arbejdet, og nogle år senere kunne vi så alle se indsatsen kulminere i et meget succesfuldt afviklet VM 2022.

 

Men selvom VM ifølge Jens Trabjerg var "det største", så kommer han ikke til at læne sig tilbage fremover. Allerede nu er noget nyt på tegnebrættet, der dog er lidt for tidligt at afsløre, siger han.

 

Præmien skal støtte unge dressurtalenter

Med Lis Hartels Mindepris følger foruden æren også 25.000 kr. fra Dressurens Venner, og Jens Trabjerg har valgt, at pengene skal gå til Randbøl Dressage Academys mentorordning.

 

"Da jeg fik at vide, at jeg ville få prisen, besluttede jeg mig for, at pengene skal støtte Randbøl Dressage Academy, der flytter ind i Blue Hors' tidligere faciliteter. Her vil der komme en mentorordning for dressurtalenter, hvor man samler ryttere og trænere udefra, hvor talenterne så får undervisning som del af en mentorordning både i dressur, coaching, kostvejledning og alt muligt andet. Jeg håber på den måde, at pengene kan støtte nogle unge talenter, der ikke selv har de økonomiske muligheder, det ellers kræver," siger Jens Trabjerg.

 

Lis Hartels Mindepris er blev uddelt siden 2009 til personligheder i og omkring dansk dressursport, der har gjort en overvældende positiv og ihærdig indsats for ridesporten. Hele listen af prismodtagere samt begrundelserne herfor kan man læse under fanen Mindeprisen.

 

 

 

< Tilbage