< Tilbage

Jytte Lemkow: Nytænkning er godt, men omtanke er bedre13-06-2024 - 14:42

Tekst og fotos af Jytte Lemkow

 

Klik på billederne herover for at læse billedteksterne.

 

Siden TV2 for snart en del måneder siden sendte de to udsendelser fra Andreas Helgstrands hesteindustri i det nordjyske, er det helt utroligt, hvad det har ført til af reaktioner både blandt fagfolk, også ude i den store verden, men også – men måske især – fra lægfolk, som intet eller meget lidt kender til heste, til ridesport og helt specifikt til dressursporten. 

 

Men at dyr ikke behandles ordentligt kan de fleste forholde sig til, og det er jo op til den enkelte at have en mening, og nu om stunder også at give udtryk for den i det offentlige rum så lidt kvalificeret, den end måtte være. Tanken slår mig, om alle disse forargede og fordømmende mennesker nogensinde har kørt bag en grise- eller en kvægtransport? Hvordan tror man, at disse dyr har det? Og kan disse mennesker pudse glorien og sige, “jamen, jeg er jo heldigvis vegetar!" Nej, de fleste spiser kødet fra disse dyr med stor fornøjelse.

 

Lad os lave et tilbageblik. Allerede inden vores tidsregning var heste involveret i menneskets mulighed for at flytte sig eller bære eller trække vogn eller last i det daglige, eller i krig og i erobring af nye landområder. Hos egypterne blev hesten øjensynligt kun brugt som last- og trækdyr, men fra oldtidens største civilisation – den græske, sad mennesket allerede på hestens ryg, og bortset fra denne kombinationsmulighed for at kunne flytte sig langt hurtigere end mennesket til fods, blev der allerede også dengang udkæmpet sportslige dueller. Det ligger i menneskets natur at ville prøve kræfter med hinanden, derfor fylder idræt på alle planer og i alverdens afskygninger så meget, ikke mindst i dag. 

Hestene bar i antikken ikke sadel, men et eller andet ”bremse- og styremiddel” har de haft i form af et bid i deres mund. For heste, selvom de dengang var langt mindre end i dag, skulle man kunne bremse og styre, for hesten er i kraft og styrke mennesket så langt overlegent, og i den yderste konsekvens er den også et farligt dyr. Spørg bare nutidens skadestuer – selv de alvorligste ulykker i dag skyldes ridning!

 

Så sent som i Første Verdenskrig (1914-18) mistede 8.000.000 heste, muldyr og æsler livet. Alene englænderne havde 1.000.000 heste med i krigen. Hvor mange, der overlevede, meldes der ikke noget om, men tro mig, flertallet af disse dyr gennemgik lidelser, som vi slet ikke kan forestille os i dag. Mennesket var knap nok motoriseret endnu. 

 

Selv i Anden Verdenskrig (1939-45) mistede alene tyskerne 2.700.000 heste, som var trækdyr af kanoner og bragte forsyninger til fronten. Dette blot for at give nogle eksempler på, hvad heste har lidt igennem menneskets historie, og at vi, om ikke af anden grund, skylder hestene i dag i vores civiliserede del af verden at behandle disse fantastiske dyr ordentligt. Men trods den kritik, der er haglet ned over hesteverdenen og den sportsgren, der i alle disse negative reaktioner især refereres til – dressursporten, kan man stadig sammenlignet med tidligere tider uden at gå alt for langt tilbage godt konkludere, at hestene generelt set trods de store krav, der stilles til dem, aldrig har haft det bedre, og aldrig er blevet behandlet bedre. Men dermed er det ikke sagt, at det ikke kan gøres endnu bedre. 

 

Langt, langt de fleste ryttere elsker deres heste og ”går gennem ild og vand for dem”, så det er mere end synd, at denne sportsgren er blevet så nedgjort. Der er brodne kar alle vegne – desværre også indenfor hestevelfærden. Og disse brodne kar bør ikke være årsag til, at en hel sportsgren og dens mange udøvere pludselig foreslås radikalt ændret eller udslettet. 

 

Men vi skal stadig kunne styre hestene, og vi skal om ikke andet for vores egen sikkerheds skyld stadig kunne blive på ryggen af dem, hvilket bedst foregår med saddel med stigbøjler og med et bid i hestens mund.  

 

I tidernes morgen lagde man en masse metal i form af drabelige bid i hestenes mund, man skulle kunne styre og bremse dem i enhver situation og ofte i en krigerisk sammenhæng, hvor det som bekendt er den stærkeste, der overlever. I det portugisiske kavaleri til paradebrug er det fx stadig brugt at lægge uhyrlige bid i hestens mund, som de tydeligvis finder ubehag ved. Og det er meget kritisabelt og helt unødvendigt.

 

Der har indtil i dag i de sværeste dressurklasser – nationalt som internationalt – været forlangt  optømningen, som det så gammeldags hedder, med kandar, dvs. et slankt bridonbid – delt eller todelt – og et stangbid med større eller mindre tungefrihed, og til stabilisering i munden på hesten, en skumkæde hvis stramningsgrad skal være, så der kan være to fingre mellem kæde og hestens underlæbe, når stangbiddets tøjle er antrukken. Det sidste er et springende punkt, for som fagfolk ved, når der tages i tøjlen, vil skumkæden strammes betydeligt og kan forårsage smerter hos hesten, og det må ikke være tilfældet.

 

Denne form for optømning er nu kraftigt til debat – og gud ske lov for det: Bør den bevares? Bør det være valgfrit, om man kun vil ride sin hest med et trensebid, eller skal det fremover udelukkende være tilladt at ride med trense? At have forlangt kandaroptømning har haft den baggrund, at netop denne form for optømning rigtig anvendt muliggjorde en hårfin indvirkning af rytterens hånd. Og her taler vi om disciplinen dressur. Et andet såkaldt hjælpemiddel – sporene – er også til debat. Igen anvendt rigtigt muliggør de en diskret og næsten usynlig indvirkning af rytterens hjælpere, dvs. rytterens signaler til hesten med benene og hælene. Men igen – selvom det ikke er gjort med hensigt, kan sporene prikke hul i hestens sider, og selvom det svarer til, at vi stikker os på en nål, er det aldrig ok og udløser berettiget forargelse. Er der blod, diskvalificeres ryttere automatisk fra konkurrencen.  

 

Ændringer af eksisterende regler omkring disse ting burde FEI, det internationale rideforbund, for længst have taget stilling til, men det er en institution, der ikke rider den dag de sadler!

 

Hans-Christian Matthiesen – dyrlæge og 5* international og meget anvendt dressurdommer globalt – og formand for de internationale dressurdommere, bidrager meget synligt og hørbart med sine til tider også provokerende meninger for tiden – han om nogen ved, hvad han taler om og derfor har debatten også vagt utallige tilkendegivelser, men ikke alle positive.

 

Bl.a. udtaler Hans-Christian Matthiesen sig i hestefagbladet Malgré Tout, at for ham er det ligegyldigt, om en hest rides med sadel eller blot et lammeskind, og om den rides bidløs! Hvis det er konkurrencer, der hentydes til, må det være mere provokation end realisme og kun tænkt anvendt i helt lave nationale klasser. Nytænkning er jo ikke forbudt! 

 

Nu er det jo engang sådan, at enhver sportsgren har, foruden helt fastsatte regler omkring selve sportsgrenen, også meget faste regler omkring materialet, udrustningen og påklædningen, hvad enten det er sejlsport, maratonløb eller alle andre sportsgrene, og her er ridesporten ingen undtagelse. Sportsudøverne skulle gerne have så lige betingelser som overhovedet muligt, og ikke mindst de sportsgrene, som bedømmes ud fra et menneskeligt skøn, hvortil dressursporten i allerhøjeste grad jo hører. 

 

Hans-Christian Matthiesen foreslår også i samme interview, at – for at rytterne ikke kun skal behandle deres heste godt de relativt få minutter, de viser deres kunnen inde på dressurbanen – bør der sidde en dommer og overvåge opvarmningen, og sågar give ekvipagen en karakter, som tages med ind og lægges til bedømmelsen. Den idé er måske ikke så tosset, og der kunne i en eller anden form bygges videre på den. Men når vi taler om store internationale konkurrencer, burde det være overflødigt, men er det måske ikke. Man kunne evt. starte forsøgsvis – om systemet er anvendeligt – ved konkurrencer på lavere niveau. Men har nogle ryttere behov for at foretage sig noget, som de ikke bør, og som næppe ville falde i opvarmningsdommerens smag, kunne man frygte, at de såmænd nok kunne finde et andet sted at gøre det. 

 

Hans-Christian Matthiesen foreslår også, at man kunne forlange, at en rytter efter endt ridt skulle komme ind på banen og vise hesten frem i grime og fx løfte dens fire ben (dog ét ad gangen!) for at demonstrere deres grad af horsemanship. Der tales her om de lavere klasser. Dette er nok mindre interessant for tilskuerne, end det har et mere pædagogisk aspekt, og vil næppe i sig selv være en tilskuermagnet. 

Hans-Christian Matthiesen efterlyser også i artiklen i Malgré Tout et værktøj til mere bredt at kunne vurdere en præstation end lige netop at give en karakter for hver enkelt øvelse. 

 

Jamen, det værktøj har jo eksisteret i masser af år også internationalt, men er for nogle år siden blevet fjernet af FEI, nemlig de fire sidste slutkarakterer, som heldigvis eksisterer i de danske dressurprogrammer endnu. Her har man, havde man, mulighed for at belønne eller straffe de ting, som det var svært at få med ind i de enkelte øvelseskarakterer. Hvis ønsket om et hurtigt resultat for et ridt har været begrundelsen for at fjerne dem internationalt, så er det fuldstændigt lige meget, om resultatet kommer et minut hurtigere eller langsommere, hvis det er et nyttigt redskab for en bedre bedømmelse. 

 

Og nu hvor vi er ved forandringer, så reducer antallet af dommere igen til fem. Et nøje studie viser nemlig, at med syv dommere er der i næsten samtlige øvelser altid et flertal, der ser øvelsen fra en ugunstig vinkel og må give en måske ikke korrekt karakter derefter.

 

Forandringer kan være godt, men det skal være til det bedre. 

 

De danske dressurryttere hører til blandt verdens allerbedste, de er verdensmestre for hold fra 2022, og vores måske stærkeste kort på hånden, Cathrine Laudrup-Dufour, erobrede dengang ligeledes to individuelle sølvmedaljer. Hun rider i dag en anden og endnu bedre hest, Mount St. John Freestyle. Hvis man synes, at svær dressur er synd for hesten, så kig f.eks. på dette par. Hesten lyser af arbejdsglæde og velbefindende, selv om det, man forlanger af den, er optimalt svært. Og rytteren ser ud som om at ride et svært Kür-program bare er ”piece of cake". Det samme kunne man også sige om Nanna Skodborg-Merrald og de mange heste, hun har i spil. Disse to piger og deres nærmeste konkurrenter er måske et af Danmarks bedste kort på hånden til en medalje eller flere ved de forestående Olympiske Lege i Paris.

Nej, hestene vælger ikke selv at blive trænet, ligesom de aldrig har valgt at underkaste sig menneskets vilje, men det er mennesket, der gør deres eksistens mulig og det er menneskets ansvar, at deres liv former sig så godt som muligt inklusiv den træning, man lægger i dem. 

 

Der findes ekstremister, der vil forbyde ridning af heste, derfor skal man også behandle dem ordentligt – også i sporten. Men følger man ekstremisternes tankegang, vil det betyde, at hesten langsomt vil forsvinde på vores breddegrader, og den tankegang er ubærlig. Der findes ikke et smukkere og mere harmonisk dyr end hesten. Hunden er menneskets ven, det er hesten i store dele af verden heldigvis også! Ofte en dyr ven – en rigtig dyr ven, som er tidskrævende, pladskrævende og som kræver stor indsigt og konsekvens. Bevar dem for eftertiden, men med omtanke.

 

 

< Tilbage