< Tilbage

Dressurens Venner Cup: Seks hold er finaleklar26-09-2024 - 11:59

De sidste tre kvalifikationsrunder af Dressurens Venner Cup 2024 er afsluttet, og det betyder, at alle holdene er helt klar til finalen. Siden foråret har deltagende ryttere fra hele landet redet om en plads i finalen i Dressurens Venner Cup. 

 

Cuppen er en klubholddressurkonkurrence, der afvikles over seks kvalifikationsrunder fordelt over hele landet samt en finale. Kvalifikationsklasserne udskrives i LA2-A og afvikles ved C-stævner og har til formål at fremme sammenholdet i dressursporten på breddeniveau. Dressurens Venner Cup afvikles i samarbejde med Ingdam's og Dansk Rideforbund.

 

Læs om de første tre kvalifikationsrunder her. 

 

Fjerde kvalifikationsrunde: Højfyns Rideklub Rideklub 28. juli

Den fjerde kvalifikationsrunde fandt sted i Højfyns Rideklub. Vinderholdet i fjerde runde blev holdet fra Hovgaard Rideklub bestående af Louise Dall, Sidsel Marie Asta Andersen og Emma Sofie Jørgensen. Om sejren siger holdet:

 

"At vinde kvalifikationen i Højfyns Rideklub var en super fed oplevelse! Vi havde desværre en lille udfordring fra start, da holdets første ekvipage måtte udgå kort før klassens begyndelse. Det gav lidt ekstra nerver på, men holdet klarede den alligevel, og red nogle super flotte programmer med høje procenter - alle indenfor top 5. Vi glæder os meget til finalen i Solrød, og ser frem til at ride i de flotte rammer. Holdkonkurrencer er noget helt specielt, og super sjove at deltage i. Vi glæder os til at give den fuld gas, og drømmer selvfølgelig om at kunne være med helt i toppen."

 

Femte kvalifikationsrunde: Han Herred Sportsrideklub 11. august

Næste stop for cuppen var Han Herred Sportsrideklub, hvor vinderen af femte runde blev holdet fra Hornum-Ulstrup Rideklub. Holdet består af Thea Franciska Christensen, Stine Falk Nielsen, Louise Imdrup og Rikke Andreassen.

 

Sjette kvalifikationsrunde: Vallensbæk Rideklub 1. september

Den sjette og sidste kvalifikationsrunde blev afholdt hos Vallensbæk Rideklub, og førstepladsen i denne runde gik til holdet fra Askelund Sportsrideklub, der består af Marie Lykke Felby, Trine Lind, Rikke Elise Langthin og Kecia Sanvig. 

 

“Vi har en bred enighed om, at kvalifikationen var super hyggelig! Der var rigtig god stemning, både på vores hold samt mellem holdene. Det virker til at være en holdkonkurrence, der giver plads til sammenhold og inklusion af forskellige niveauer, hvor man kan være med. Det virkede, som om at de andre hold undede os sejren," lyder det fra holdet fra Askelund Sportsrideklub.

 

"Vi ser rigtig meget frem til finalen og elsker vores holdånd, som har spredt sig på hele gården, og hvor flere kammerater på gården har planlagt at komme og heppe på os." 

 

Finalen i Dressurens Venner Cup afholdes i denne weekend hos Solrød Rideklub, hvor alle seks vindende hold fra kvalifikationerne skal kæmpe om titlen som vinder af Dressurens Venner Cup 2024.

 

Vi ønsker alle ryttere held og lykke i finalen!

< Tilbage