<

Adventskalender: Frihedsdressur for ”alle pengene”13-12-2024 - 08:21

Hver adventssøndag i december skriver Jytte Lemkow en dressurklumme på vores hjemmeside. Dette er den tredje ud af fire i alt.


Tekst og fotos: Jytte Lemkow

 

SE ALLE BILLEDERNE VED AT KLIKKE HER.

 

Arrangørerne af Sweden International Horse Show i Stockholm, der afholdes hvert år i den første adventsweekend, er utrolig dygtige til hvert år at finde et eller flere nye opvisningsnumre, og i år var ingen undtagelse.

 

Findes der indenfor hesteverdenen noget smukkere end at se en hest bevæge sig frit i naturen – uden rytter – uden sadel og uden hovedtøj?

 

Denne nydelse kom man, selv om vi taler om et indendørs stævne, meget tæt på i år i Strawberry Arena, endda i to varianter. 

 

24-årige franske Rébecca Perroud startede som så mange små piger på den lokale rideskole i hendes hjemby Châteaurenard ved Rhonedalen, og som kun syvårig får hun sin egen pony. Men hun begynder hurtigt at kede sig i undervisningstimerne, og som 12-årig får hun sin første egen hest, den niårige spanskfødte Mario, som hun rider dressur på. Men det er året efter med hesten Obama, som hun har kendt, siden hun var ni, at hun som autodidakt får øjnene op for frihedsdressur og med hvem hun indleder et partnerskab, som stadig består. 

 

Hestenes univers fylder mere og mere i hendes liv, og hestebestanden udvides løbende. Men på trods af det, får hun en studentereksamen og en universitetsgrad som hippologisk Coach, og fra 2018 optræder hun med sine heste i frihedsdressur. 

 

Med sig i Stockholm havde hun Oceano, den hun rider på, som er en fuldblods-Lusitano på ni år, den ligeledes niårige albinohvide Lusitano Lazaro, og haflingeren Dubai som hun erhvervede som toårig allerede i 2015.

 

Hvis ikke Rébeccas optræden i Stockholm var hendes første udenlandske, så var det i hvert tilfælde den hidtil længste hjemmefra – 2500 km, og den blev en kæmpe succes og virkelig seværdig. 

 

Selvfølgelig er frihedsdressur set før, bedst huskes – hvis man er gammel nok – Cirkus Schumanns flotte opvisninger, men at hestene ”dirigeres” fra hesteryg på en hest uden hovedtøj, og de to fritløbende både kan fremføre passage og piaffe, og den ene – den hvide – laver changementer for hvert galopspring, det er unikt og imponerende. 

 

Flyvning

14 elever fra Rudj Bellini’s Academy of Equestrian Theatre, Isola fra Treviso, var kommet den mega lange vej fra Italien for at vise deres nummer ”Volo” (flyvning). Piger og drenge – store og små, og deres ponyer i alle størrelser. 

 

Heller ikke deres ponyer bar trenser eller sadler, og børnene var ovenikøbet barfodet (skal vi håbe på, at de under indlæringen har haft sko på? Ellers må det have givet nogle blå tæer i bedste fald).

 

Hele opvisningen forløb harmonisk og præcist trods manglende optømning, og var endnu en bekræftelse på, hvad heste/ponyer kan præstere og lære uden sadeltøj og trense. Rigtig imponerende, og rigtigt smukt. 


 

<