Lis Hartels Mindepris 2011

En af Danmarks gennem tiderne mest vindende dressurryttere, Anne Grethe Törnblad, blev årets modtager af Lis Hartels Mindepris. Ved en mindeceremoni under DM i dressur 2011 i parken ved Broholm Slot, blev Anne Grethe Törnblad begavet med en vandrepræmie fra familien Hartel-Siesbye og en donation på kr. 25.000 fra Dressurens Venner

Anne Grethe Törnblad
Foto: Maria Evald
Anne Grethe Törnblad
Foto: Maria Evald

I begrundelsen for tildelingen af prisen, skriver Dressurens Venners formand, H.K.H. Prinsesse Benedikte:

Det er med stor glæde, at familien Hartel Siesbye og Dressurens Venner i dag kan overrække Lis Hartels Mindepris 2011 til en person, der gennem årtier har været én af de mest respekterede ryttere indenfor dansk dressursport – Anne Grethe Törnblad.

10 gange Danmarksmester
Anne Grethe og hendes danske varmblodshest Marzog var med til at sætte fokus på Danmark med følgende resultater:

1983  Europamester i dressur i Aachen, Tyskland.
1984  Individuel sølvmedalje ved de Olympiske Lege i Los Angeles.
1985  Bronzemedalje ved Europamesterskabet i dressur i København.
1986  Verdensmester i dressur i Toronto, Canada og vinder af den første finale i World Cup dressur i Hertogenbosch, Holland.
1981 – 1992 Dansk dressurmester – seks mesterskaber med Marzog  og fire mesterskaber med Ravel.

Forbillede
Anne Grethe blev eksponent for den moderne dressurridning gennem sin smukke opstilling og elegante stil.

Derfor blev hun et forbillede, også udenfor Danmarks grænser. Det internationale gennembrud i 1980’erne blev gyldne år for dansk dressursport og skelsættende for dansk avl.