< Tilbage

Sejr til Kolding Rideklub i Dressurens Venner Cup27-06-2016 - 21:54

I weekenden var Blåvandshuk Rideklub (BRIK) vært for 4. kvalifikation af Dressurens Venner Cup.

12 hold var klar til at ride om adgang til finalen i september, og sejren gik til Kolding Rideklub, som dermed er finaleklar. Andenpladsen gik til Sundeved Rideklub, mens Gråsten Rideklub 1 tog trediepladsen.

Glade og overraskede vindere

Denne kvalifikation af Dressurens Venner Cup var fordelt på to dage på grund af den fine tilslutning.

Som nævnt gik sejren til Kolding Rideklub med et hold bestående af Camilla Nergaard/Gørklintgårds Weini, Pernille Poulsen/Irina, Herle Magdalene Rasmussen/Ib - Bandit Fremad og Camilla Lærke Stubberup/Vandbækgårdens Julesco. Holdet opnåede samlet 796 point, og sejren og finalepladsen var  hus.

"Vi er meget glade og også meget overraskede over at vinde kvalifikationen. Vi havde et godt hold i år, men det havde de andre klubber også, så vi skulle gøre vores bedste, hvis vi skulle vinde. Vi har været med i en kvalifikation før, men det er første gang, at vi er gået videre til finalen, og vi glæder os helt vildt til finalen i Herning," fortæller Pernille Poulsen fra Kolding Rideklubs vinderhold. Hun fortsætter: "Det var et rigtig hyggeligt stævne hos Blåvandshuk Rideklub. Det ligger lidt langt fra Kolding, men så kunne vi jo lave en weekend ud af det. Jeg synes faktisk, der var rigtig mange publikummer hele weekenden, hvilket især var overraskende lørdag, hvor der kom meget regn. Man kan mærke, at folk kommer for at heppe på deres klubkammerater, og det giver en helt speciel stemning."

Andenpladsen gik til Lisbet Walsted Jørgensen/Sct. Sieben, Anneli Skau Durck/Højvangs Alicat, Mette Toft/Valløs Natalja og Lise-Lotte Jensen/Cross Carbino fra Sundeved Rideklub med 786.75 point.

Gråsten Rideklub 1 kunne herefter tage trediepladsen med 784 point. Dette hold bestod af: Lene Christensen/Fürst Kurpfalz, Sissel Jeppesen/Welt Rose, Else Libach Hansen/Dior Byhøj og Lea Sandhøj Jørgensen/Zepp Klintgaard. Næste kvalifikation er d. 5.-7. august hos Heslegård Sportsrideklub.

Kilde: DRF, Anne Marie K. Rasmussen

< Tilbage