< Tilbage

Ertebjerggaard håber på hattrick i Dressurens Venner Cup23-06-2020 - 10:00

Holdet fra Ertebjerggaard Sports Rideklub vandt første afdeling af Dressurens Venner Cup i Karlslunde søndag. 

Artiklen er bragt i samarbejde med Dansk Ride Forbund og Ridehesten.com.

 

Rytter Karsten Hansen er rigtig glad for at kunne starte stævner igen og sætter stor pris på turneringen, hvor amatørryttere får lov til at ride i professionelle omgivelser 

 

– Det er andet år, at jeg deltager i Dressurens Venner Cup. Det er en rigtig god turnering, hvor amatørrytterne får mulighed for at ride i professionelle omgivelser på et niveau, hvor alle kan være med, og så har vi et rigtig godt sammenhold på vores hold, siger Karsten Hansen. 

 

Han rider på holdet for Ertebjerggaard Sports Rideklub, som red sig til førstepladsen i den første afdeling af turneringen. Holdet består af Annica Frederiksen på Evergreen's Fantasi, Karsten Hansen på Baunehøjens Chopin, Lærke M. Siggaard på Delina og Line Fjeldgård Jensen på Elmelunds Flashdance. 

 

– Det er altid lidt svært at komme igang igen, nu hvor stævnesæsonen er startet så sent på grund af corona, så vi havde et par fejl hist og pist på vores hold. Men det var en god dag, og vi glæder os bare til finalen, siger Karsten Hansen. 

 

De sidste to år har det været et hold fra Ertebjerggaard Sports Rideklub, som har vundet Dressurens Venner Cup, så holdkammeraterne håber at kunne lave et hattrick i år.  

 

Dressurens Venner Cup er en landsdækkende turnering i dressur, hvor man rider på hold. Turneringen afvikles over seks kvalifikationer og en finale. 

 

I søndags red Annica Frederiksen sig til førstepladsen med 72,931 procent, og Karsten Hansen blev placeret som nummer to med 71,380 procent.  

 

To afdelinger af Dressurens Venner Cup holdes på Sjælland, en på Fyn og tre i Jylland, og det var Karlslunde Rideklub på Sjælland, der åbnede turneringen denne søndag. 

 

Se hele resultatet her

< Tilbage