At 2019 udgaven tilmed blev en så stor succes for de danske dressurryttere, gjorde ikke oplevelsen ringere.

Af Jytte Lemkow 

De tyske dressurryttere var og er helt i særklasse. De har det stærkeste hold nogensinde. Sönke Rohtenberger med Cosmo, som hos mig kæmper med Isabells Werths Bella Rose, om at være verdens bedste dressurhest, var endda ikke med på det vindende hold.

Dressurklasserne i Aachen er delt op i de 5* CDIO-klasser og de 4* CDI-klasser. Sönke Rohtenberger havde valgt, eller var blevet valgt, til at starte i den 4* Grand Prix, som han sikkert vandt med 81,370 pct., og dommerne var endda ikke særlig gavmilde. Det er en ren nydelse at se med hvilken ro, men samtidig kraft, smidighed, rummelighed og balance, denne 12-årige elegante og langbenede vallak arbejder sig fejlfrit og smukt gennem samtlige øvelser. Passagen er helt ekstraordinær. Rytterne fra denne klasse kunne frit vælge, om de ville ride GP Special, eller GP Kür, og Sönke valgte det første. Her distancerede ekvipagen igen konkurrenterne med afstand (82,213 pct.), selv om nummer to i begge klasser var famøse Isabell Werth på Emilio, som i begge klasser til sammenligning virkede tung og ucharmerende. De opnåede henholdsvis 79,435 pct. og 76,681 pct.

I disse firstjernede klasser var der også dansk deltagelse og hvilken en! Cathrine Dufour havde valgt at skåne ”den ældre herre” Atterupgårds Cassidy, så han kun skulle starte to gange, mens den unge Bohemian blev sat på den store opgave at repræsentere Danmark i de tre femstjernede Grand Prix-klasser. Måske har Cassidy mistet lidt af sin ungdoms glans, men med et smukt og fejlfrit program besatte Cathrine tredjepladsen i Grand Prix med 78,043 pct. Flot i det selskab og i en klasse med 21 startende.

Klogeligt havde Cathrine valgt at ride küren. Det er deres speciale, og selv om klassen fandt sted sent om aftenen i elektrisk lys, red Cathrine fra sine ni konkurrenter med stor overlegenhed med sin svære kür, som blev honoreret med 83,460 pct. Alene i sværhedsgrad opnåede de 94,4 pct. Dansk sejr og Dannebrog til tops, dejligt at få bekræftet at vore ryttere er med helt fremme.

Men det væsentligste i Aachen er den femstjernede Lambertz Nationenpreis (holdkonkurrencen som afgøres af de tre bedste ud af fire ryttere fra hver nation såvel i Grand Prixen som Grand Prix Special) og den prestigefyldte Grosse Dressurpreis von Aachen, som immervæk giver ca. kr. 32.000 til vinderen.

Når der tales om tyskernes styrke, så dukker Isabell Werth på Bella Rose op på nethinden. Hoppen, som efter en skadespause på tre år, siden sidste år igen er tilbage med fuld styrke. Dvs. med verdens bedste piaffer, passager og ikke mindst overgangene herimellem, samt betagende traversader i trav. Nogle heste tripper på stedet eller er fremadgående, når de skal piaffere. Andre løfter ben, pænt diagonalt som foreskrevet i en piaffe, men uden tilstrækkelig eller slet ingen affjedring, og uden nok styrke og balance til at kunne gennemføre øvelsen i en stor fjedrende og udtryksfuld bevægelse. Det sidste kan Bella Rose med lethed og til perfektion. Det ene trin er som det andet og helt på stedet. At gå fra passage til piaffe og visa versa udfører Bella Rose også med største lethed. Disse øvelser gives der velfortjent masser af titaller for, og det er der ikke mange heste i verden, der kan matche. Isabell vandt alle tre klasser: Grand Prix, Grand Prix Special og Grand Prix kür = Grosse Dressurpreis von Aachen. Sidstnævnte med ikke mindre end 90,45 pct. trods en lille fejl i changementerne for hvert galopspring på knækket spor og en dårlig indledningsparade. Det var Isabells 13. sejr i Grosse Dressurpreis von Aachen på fem forskellige heste, heraf syv i træk på Gigolo fra 1992-98. Det er simpelthen imponerende.

At Isabell om søndagen, hvor hun vandt küren, også fyldte 50 år, gik ikke stille for sig. Der var blomster, taler og en kæmpekage, og først sang de 6.300 tilskuer på dressurstation ”Happy birthday”, og da det gentog sig ved den officielle præmieoverrækkelse inde på det store springstadion, var der 40.000 tilskuere, der gjorde det samme. Der var ikke et øje tørt!

Ganske tæt på Isabell fulgte i alle tre klasser ligeledes tyske Dorothee Schneider på den mægtige og meget velgående Showtime, som også har været skadet i længere tid, men nu er tilbage med forøget styrke. I Grand Prix Kür pustede hun næsten Isabell i nakken med 89,660 pct.

På tredjepladsen fulgte i küren igen en tysk rytter, Jessica von Bredow-Werndl med Dalera BB, som med sine 33 år er holdets yngste og nytilkommende. Det var disse tre kvinder, der med deres flotte præstationer i Grand Prix og Grand Prix Special sikrede Tyskland sejren i holdkonkurrencen med et samlet resultat på 81,579 pct., efterfulgt af Danmark med 76,252 pct. og USA med 75,129 pct.

I CDIO-stævnets fornemste klasse, Grand Prix Kür, kom Cathrine Dufour ind på en flot, flot fjerdeplads med Bohemian. Hold da op! Hesten er ni år gammel og debutant i Aachen. Det er helt vildt så fejlfrit at gennemride den svært anlagte kür til hele 85,390 pct. Det har ingen dansk rytter opnået før. Bortset fra en enkelt fejl i en galoppirouette i Grand Prix Special gik denne talentfulde unge hest totalt fejlfrit i alle tre klasser med stor kvalitet i næsten alle øvelser, og som om svær dressur bare var det letteste i verden. Det er sådan det gerne skulle se ud. ”Chapeau”, som tyskerne siger, altså hatten af for Cathrine og hendes smukke måde at fremvise sine heste på. I Grand Prix Special lavede Bohemian en perfekt indledningsparade. Stod som en statue, lige på alle fire ben, og første bevægelse var øjeblikkeligt et travtrin. Det var et 10-tal værd, men kun to dommere gav 9. Ak ja, den tilbageholdenhed i nogle af de ”fyldøvelser”, som syner af så lidt, men på papiret tæller lige så meget som fx en fri trav.

Men allerede i den femstjernede Grand Prix og Grand Prix Special havde både Cathrine og Daniel Bachmann Andersen med Blue Hors Don Olymbrio vist deres styrke. I begge klasser var de helt tæt på hinanden blevet henholdsvis nr. fem og seks med godt 78 pct. Daniel viste Don Olymbrio fejlfrit frem og med en dejlig ro, som klædte hesten. I küren havde Don Olymbrio bare fået nok, og Daniel havde sit besvær med at motivere hingsten. Alligevel blev det inkl. en fejl i changementerne for hvert galopspring til 80,250 pct. og en ottendeplads. Mon ikke det bliver den nykårede danmarksmester, elitehingsten Blue Hors Zack, denne rutinerede, elegante og langbenede hest, som Daniel prioriterer som førstehest til EM?

Disse to par var basen for danskernes flotte andenplads i holdkonkurrencen. Men et hold består som bekendt af fire, hvoraf kun de tre bedste tæller. Agnete Kirk Thinggaard med JOJO Az gik, som det oftest er tilfældet, i begge klasser så godt som fejlfrit med nogle harmoniske præstationer. Men den nu 16-årige hest har ikke kapacitet til at blande sig med tophestene. Anders Dahl med nyerhvervelsen Fidelio van het Bloemenhof blev i begge Grand Prix-klasser den rytter, der ikke talte med til slutresultatet, og han var endda så uheldig efter Grand Prix Special at blive diskvalificeret på grund af lidt blod på den ene side. Ærgerligt, men det kan jo ske.

Kan man betragte resultaterne i Aachen som en generalprøve til EM i Rotterdam fra 21.-25. august? Det ville være dejligt og ikke urealistisk, hvis man kunne, hvad danskernes flotte andenplads i holdkonkurrencen angik. De danske dressurryttere har jo også en sølvmedalje for hold at forsvare fra EM i Göteborg i 2017. Vi krydser fingre og håber, at det vil lykkes, men generelt at bruge Aachen som en rettesnor er nok ikke realistisk.

Det, der tidligere var en ære og et privilegium at få lov at starte i Aachen, har med tiden ændret sig. For mange af rytterne spiller ære og pengepræmierne, som efterhånden er blevet betragtelige, åbenbart ingen rolle. De synes i stedet at lade taktik og strategi have første prioritet. Det er ikke kun en skam for sporten, det er også en skam for publikum, og det er en skam for stævnearrangørerne, der sætter alle sejl til for at lave verdens bedste ridestævne.

Ret beset mødte kun Tyskland og Danmark i år op med deres bedste hold. Det gjorde England, Sverige, Spanien og Holland ikke, og det lader en del spørgsmål stå åbne om, hvad de resultatmæssige forudsigelser angår. Heller ikke amerikanerne var mødt op med deres førstehold, men det spiller jo ingen rolle mht. EM-forudsigelserne. Som sædvanligt stod de for smuk og harmonisk ridning, og det var et glædeligt gensyn med Steffen Peters, som i Suppenkasper, der er uddannet af tyske Helen Langehanenberg, har fået en dejlig ny hest.

At det tyske hold er uslåeligt, hvis de stiller op med stærkeste besætning, er alle vist enige om. Med største sandsynlighed vil der også stå en tysk dressurrytter øverst og næstøverst på podiet, når det gælder de individuelle medaljer, hvorledes de end måtte fordele dem i mellem sig; Isabell Werth, Sönke Rohtenberger og måske Dorothee Schneider. Men, der vil altid være et men, når der er heste med i spillet og det er et menneskeligt skøn, der afgør resultaterne. ”The dark horse” kunne være den regerende olympiske mester Charlotte Dujardin fra Storbritannien med sin nye hest Mount St. John Freestyle. Med den opnåede hun ved VM i Tryon sidste år en individuel tredjeplads, selv om hoppen dengang kun var ni år. I Aachen startede hun sin andenhest, den 12-årige trakener Erlentanz, der på sædvanlig Charlotte Dujardin'sk vis udstrålede glæde og gålyst med et super travprogram. Kun piafferne er lidt hektiske. De opnåede en tredieplads i de to første femstjernede Grand Prix-klasser, så hvad kan førstehesten, der er en sand piaffemaskine, ikke præstere i Rotterdam? Og så er der naturligvis Cathrine Dufour og Daniel Bachmann Andersen ej at forglemme. Begge har to heste, der er næsten lige gode, og som i Aachen viste, at de hører til blandt de allerbedste. Begge har publikumstække, de har dommertække, og ikke mindst det sidste er ikke uvæsentligt, når ikke målebånd og stopur er den afgørende faktor.

Jytte Lemkow er ny skribent for Dressurens Venner.