Lis Hartels Mindepris 2010

Det er med stor stolthed at Dressurens Venner i år kan give Lis Hartels Mindepris 2010 til Kjeld Kirk Kristiansen. Ejeren af stutteri Blue Hors, fik lørdag den 31.juli overrakt prisen ved DM-stævnet på Broholm Gods. Han lod straks pengene gå videre til foreningens arbejde for at fremme dansk dressur.

Prisen, der blev indstiftet sidste år, uddeles til en person eller en organisation, der har betydet noget særligt for dansk dressursport. Lis Hartels Mindepris er en vandrepris fra familien Siesbye-Hartel, og den blev overrakt af H.K.H. Prinsesse Benedikte og Lis Hartels datter Pernille Siesbye.

Blue Hors uundværlig for dansk avl og sport
Dressurens Venner, der står bag uddelingen af Lis Hartels Mindepris. H.K.H. Prinsesse Benedikte er formand for foreningen, og hun forklarede ved overrækkelsen, hvorfor mindeprisen i år tilfaldt Kjeld Kirk Kristiansen. Prinsessen pointerede, at hingstene fra stutteri Blue Hors gennem en årrække har været en vigtig og bærende del for det danske dressurlandshold, og at Blue Hors’ hingste desuden har medvirket til, at kvaliteten af danske dressurheste er gået støt op de seneste år.

Videregav pengegave
Kjeld Kirk Kristiansen modtog stolt Lis Hartels Mindepris, og fortalte, at han er glad for at kunne bidrage til en dressursport i rivende udvikling. Han slog fast, at Blue Hors aldrig var nået så langt, hvis det ikke havde været for stutteriets engagerede og dygtige ansatte. Keld Kirk Kristiansen valgte at donere de 25.000 kroner, der følger med prisen, til Dressurens Venner og deres arbejde for dansk dressursport.

Blue Hors med i front ved DM
Ved Gorrissen Federspiel DM i dressur 2010 er Blue Hors stærkt repræsenteret med hingsten Blue Hors Romanov, der i lørdagens 1. afdeling blev placeret som nr. 3 med Blue Hors-berider Sune Hansen i sadlen. Lis Hartels Mindepris gik sidste år til Anne Lütken, der ejer Broholm Gods, hvor det danske dressurmesterskab i disse dage afvikles.