Lis Hartels Mindepris 2016

Lis Hartels Mindepris blev i 2016 tildelt berider Bjarne ved årets DM i dressur på Broholm gods.

Vandrepræmien og donationen på 25.000 kr. blev overrakt af H.K.H. Prinsesse Benedikte og Nicole Hartel-Siesbye.

H.K.H. Prinsesse Benedikte sagde i sin tale til Bjarne Nielsen:

Årets modtager er særdeles kendt og respekteret i dressursporten såvel som i rideheste avlen. Bjarne Nielsen har gennem mange år været en fast del af Dansk Varmblods avlsledelse som specialdommer ved hingstekåringer, dommer ved egnethedstester og unghestechampionater. Et fint samarbejde som har resulteret i større fokus på dressurhestens kapacitet.
Endvidere har Bjarne Nielsen været en afholdt landstræner for pony, juniorer og Young Riders, og herigennem præget de unge rytteres videre vej mod store resultater i international dressursport.
Bjarne Nielsens stemme kendes af mange, som en faglig og kompetent kommentator ved Europamesterskaber og de Olympiske Lege. Vi håber alle, at vi fortsat må høre hans tydelige og forklarende kommentarer ved det kommende OL i Rio i august måned.
Tillykke med Lis Hartels Mindepris.

Efter modtagelsen af mindeprisen sagde Bjarne Nielsen blandt andet:

"Jeg er meget rørt! Gennem årene har jeg undervist de mange unge mennesker, der er kommet hos mig. Jeg har set, at de har gennemgået en positiv udvikling, fra de er startet med at komme hos mig. Det har i sig selv været en stor belønning at se, at de har været i stand til at omsætte den undervisning, jeg har givet dem til fornuftig og god ridning. At få denne pris, er yderligere en bekræftelse på dette, og jeg er meget taknemmelig."